Forestil dig, at du sidder på en bænk i en lille hyggelig havn med udsigt over det blå hav, mens den danske aftensol varmer, og børnene fanger krabber i vandet og du nyder et koldt glas hvidvin. Så er du allerede godt på vej mod Tunø, der ligger mellem Odder og Samsø, cirka en times sejlads fra Hou.

Her er netop trygt og hyggeligt, for Tunø er en bilfri ø, hvor børn og voksne i stedet for at køre rundt, går på opdagelse i naturen eller sidder ved vandet og nyder solen og spiser is. På den lille ø, der kun er 3.52 km2 stor, kan man bade på strandende rundt om øen, smide sig i græsset bagefter og nyde den danske sommer uforstyrret af larm, trafik og hverdagens stress og jag. Her kan børnene boltre sig og forældrene slappe af, for på Tunø er der plads og tid til sjov og hygge.

nullTunø - Fotograf - Jan Kejser

Når det bliver aften kan man spise friskrøget fisk fra øens røgeri eller nyde maden på de øvrige spisesteder, hvor man kan sidde udenfor og nyde de lange lyse sommeraftener, mens børnene leger omkring.

Ud og køre Traxa
Tunø er netop et oplagt sted at besøge, særligt hvis man har børn med. Her kan de rende sikkert omkring, og der er masser af aktiviteter for store og små. Eksempelvis kan I komme på en guidet tur med Tunøguiden, hvor man både kan gå og køre Traxa, der er en sammentrækning af ordene taxa og traktor, og som kører øens gæster rundt i en vogn trukket af en stor traktor.
På havnen er der perfekte forhold til at fange krabber og andre vanddyr, og her kan man låne fiskenet, ligesom der også er en sjov legeplads. På øen finder man også en god minigolfbane, og så er der naturligvis masser af kolde is at få fingrene i. De smager bare bedre på en ø.

nullTunø - VisitOdder

På Tunø bor godt 120 indbyggere, men i sommerhalvåret kommer gæsterne til for at nyde oplevelser i naturen som vandreture, skattejagt og lystfiskeri. Vejret på Tunø er også ofte bedre end andre steder i landet på grund af øens placering, hvorfor der på øen vokser blandt andet morbærtræer og figenbuske.

Øens eneste by, Tunø by, er en typisk landsby med gårde og velholdte huse i gammel byggestil langs bygaden. I bymidten findes flere levn fra oldtiden, og midt i Tunø by ligger Tunø Kirke på én af øens højeste punkter. På grund af denne placering blev kirkens tårn i 1801 forhøjet og indrettet som fyrtårn.

Gode overnatningsmuligheder
Mens nogle vælger at besøge Tunø på en dagsudflugt, så er der også rig mulighed for overnatning i hytte eller telt med vandet som nabo på øens teltplads, i feriehuse eller i flere af øens gamle og hyggelige gårde, der er lavet om til bed and breakfast. Med en overnatning eller flere har man bedre tid til at komme ned i gear, og virkeligt nyde naturen og den særlige stemning af ro og nærvær.

Øen rundt på skattejagt
Fordi Tunø er en bilfri ø, skal man enten gå eller cykle rundt. Øen har derfor flere natursmukke vandre- og cykelruter, hvor I kommer igennem det flotte landskab. For børn og barnlige sjæle er det muligt at gå Tunø rundt med et skattekort og få en medalje som belønning og minde om turen. Turen rundt om øen, der er et stort hit blandt børn, tager cirka tre timer, og på turen er der gode muligheder for at finde forsteninger, da der overalt findes spor af øens geologiske fortid, særligt neden for de stejle klinter. Undervejs kan man nyde sin madkasse eller købe frokost.

nullGå turen rundt og få en medalje

På skattejagten er det også muligt at gøre fund fra gamle dage. Arkæologiske undersøgelser på øen viser nemlig, at Tunø har været beboet siden 2.500 f.Kr. Der har altså boet mennesker på Tunø i over 4500 år, hvor den gode agerjord og muligheden for fiskeri har tiltrukket folk. Og der dukker jævnligt smykker og andre fund fra vikingetiden op af jorden.

Er I glade for at fiske, er der gode muligheder for lystfiskeri for hele familien langs kysten, hvor man kan fange havørred, hornfisk i sæsonen, skrubber, torsk og ålekvabbe. Desuden bliver vandet omkring øen invaderet af massive mængder multer, der gør det muligt at fange dette muskelbundt af en fisk.

nullTunø - Fotograf - Jan Kejser

Musik og hygge
Er I til musik og fest, kan I overveje at besøge øen under den årlige Tunø Festival, der holdes hvert år fra torsdag til søndag i den første uge i skolernes sommerferie. Musikprogrammet består typisk af folk, irsk, dansk og rock. Festivaldagene er fyldt med musik og hygge, og der er rig mulighed for at nyde kolde øl og lækker mad hele dagen og om aftenen. I børneteltet er der hver dag fra kl. 10-21 underholdning for børn, og udover selve det store festivalprogram, findes flere scener på øens restauranter.

nullTunø - Fotograf - Jan Kejser

Når I tager af sted til Tunø, kan I overveje at få et Ø-pas med. Ø-passet finder du på de danske øers turistinformationer, færger og lokale butikker. Ø-passet er en guide til det danske ørige fyldt med inspiration og fakta om øerne. Her kan man blandt andet finde kort over de enkelte øer samt oplysninger om færger, overnatning og oplevelser. Med Ø-passet i baglommen har man også mulighed for at samle på "ø-mærker", der svarer til et stempel i passet, og på den måde gøre ø-ferien endnu sjovere.

Så book din billet HER - Rigtig god ferie på Tunø.

Lyst til en ferie i Danmark?

Her kan du læse mere om de mange muligheder for oplevelser rundt i Danmark. For Danmark har det du elsker – uanset om du er til aktiv ferie, hyggelige købstæder, storslået natur eller oplevelser i børnehøjde. Vi har samlet en palette af det bedste Danmark har at byde på. Få mere inspiration til din næste ferie her.

 

null

Læs mere på www.elskerdanmark.dk